Hvad er et demokrati? Dahl og polyarki

På grund af de seneste sociale protester i Cuba er landets politiske styre og dets natur igen blevet genstand for offentlig debat. Det er en situation, der gentager sig, hver gang der er en eller anden form for protest på den caribiske ø. Fra liberale og konservative positioner bruges lejligheden til at påpege det cubanske folks manglende rettigheder og friheder,der fordømmer det regime, der opstod efter revolutionen i 1959, som et tyranni eller simpelthen et diktatur. På venstrefløjen er situationen mere forskelligartet. På den ene side er der stemmer, der ikke tøver med at fordømme det cubanske regime, enten med samme styrke som stemmerne på højrefløjen eller på en mere nuanceret måde. På den anden side er der stemmer, der benægter det store, nægter at stemple regimet som et diktatur, påpeger deEn tredje gruppe undgår endda offentlige stillinger med synligt ubehag.

Kan vi sige, hvem der har ret? Inden for statskundskab er der forskellige indekser til at måle graden af demokratisering af lande, såsom V-Dem, Freedom House eller det velkendte ugemagasin The Economist. Hvis vi ser på disse, er der ingen tvivl: Cuba er et autoritært regime, som under ingen omstændigheder kan placeres i de kategorier, der er reserveret til lande, der ikke er demokratiserede.Ud over dem, der henviser til falske interesser i at fremme idéen om, at den cubanske regering er diktatorisk, er det sikkert, at Disse indekser tager udgangspunkt i liberale repræsentative demokratiers karakteristika, og de lande, der passer ind i denne skabelon, scorer bedre. Ellers kunne det næsten se ud, som om vi accepterer den afslutning på historien, som Fukuyama annoncerede, med et "definitivt" politisk regime, der er ønskeligt for alle menneskelige samfund for evigt og altid.

Er det muligt at definere en universelt acceptabel model som demokratisk? Kan vi undgå at falde i relativisme, hvor termen demokrati kan anvendes på så forskellige modeller, at det bliver endnu mere kompliceret at afgøre, hvad denne idé betyder? Det er velkendt, at der gennem historien er blevet genereret forskellige forslag til demokrati med bemærkelsesværdige forskelle mellem dem. Men i deInden for rammerne af moderne samfundsvidenskab og i forbindelse med liberalt demokrati var et af de mest indflydelsesrige forslag for al efterfølgende akademisk debat den amerikanske politolog Robert A. Dahls, der skabte begrebet "polyarki" i 1971.

Dahl hævder, at Det ønskelige politiske regime er et, der reagerer på borgernes præferencer over tid. (Borgerne bør således have mulighed for uhindret at udtrykke deres præferencer over for regeringen og deres medborgere - individuelt og kollektivt - og regeringen bør overveje disse præferencer med samme vægt som alle andre, uden at diskriminere dem på baggrund af deres indhold, eller hvem der udtrykker dem.

For Dahl er disse hensyn det nødvendige minimum i et demokrati, men ikke tilstrækkelige, og de tager form af otte krav: ytrings- og foreningsfrihed, aktiv og passiv stemmeret, politiske lederes ret til at konkurrere om støtte (og stemmer), alternative informationskilder, frie og retfærdige valg og institutioner, der gør regeringens politikker afhængige afaf stemmer og andre udtryk for borgernes præferencer.

Herfra skitserer Dahl to akser, der skal tjene til at teoretisere 4 idealtyper af politiske regimer. Den første akse hedder "inklusivitet" refererer til deltagelse Den anden akse kaldes "retten til at deltage i valg og offentlige embeder", dvs. den større eller mindre ret til at deltage i valg og offentlige embeder. "liberalisering", og henviser til det tolererede niveau af offentlig modstand. Således ville følgende regimer eksistere: "lukkede hegemonier" (lav deltagelse og lav liberalisering), inkluderende hegemonier (høj deltagelse, men lav polarisering), konkurrenceorienterede oligarkier (høj liberalisering, men lav deltagelse) og polyarkier (høj liberalisering og høj deltagelse).

Dahls forslag har en bemærkelsesværdig fordel: Det undgår nogle af de sædvanlige kritikpunkter i denne diskussion af selve demokratibegrebet. Der kan altid rejses indvendinger mod, at et regime er fuldt ud demokratisk, da det er klart, at disse indikatorer, som Dahl har udarbejdet (eller andre, man kunne tænke sig), sandsynligvis ikke vil blive opfyldt i deres helhed i alle tilfælde. For eksempel iI et land kan der være ytringsfrihed i bred forstand, men der kan være tilfælde, hvor den ikke respekteres fuldt ud, f.eks. i forbindelse med visse statslige institutioner, beskyttelse af visse mindretal osv. Der kan også være alternative medier, men måske betyder kapitalkoncentrationen, at disse medier har en tendens til at overrepræsentere visse ideer eller holdninger,mens de medier, der forsvarer andre holdninger, i langt højere grad er i mindretal og har meget lidt indflydelse.

I lyset af denne rimelige kritik af demokratiet i de regimer, der betegnes som sådan, Begrebet "polyarki" kan fungere som en måde at henvise til disse lande, der kommer tæt på ideen om demokrati, men aldrig helt opnår det. Under denne forudsætning er selv de mest inkluderende og deltagende lande ikke fritaget for problemer og ufuldkommenheder, der forhindrer eksistensen af et sandt demokrati der. Således ville intet land faktisk være et demokrati, da dette begreb i sidste ende ville være en teoretisk utopi. Ideen om en regering "af folket" ville blive opgivet for at omfavne den mere realistiske opfattelse af demokrati.af en regering bestående af en "flerhed af grupper".

I 1989 præciserede Dahl yderligere sin idé om demokrati i værket Demokratiet og dets kritikere Intet land kan virkelig betragtes som et demokrati, da dette begreb kun er en idealtype. Der er dog en række kriterier, der bringer et politisk regime tættere på det. Disse er borgernes effektive deltagelse (at udtrykke deres præferencer og være i stand til at påvirke den politiske dagsorden), deres lige rettigheder, retten til at stemme og retten til at stemme.På denne måde ville polyarkier have de ovennævnte karakteristika, om end med nogle nuancer i forhold til det oprindelige forslag.

Der er ingen tvivl om, at Dahls forslag synes at have en vision om demokrati langt fra idealismen hos mange af dets historiske fortalere, især uden for akademiet. Det er en vision klart inden for en liberal ramme, som også antager, at forvaltningen af magt uundgåeligt vil finde sted inden for rammerne af en flerhed af eliter. Borgernes rolle er her snarere reduceret til denmulighed for at udtrykke deres krav uden hindringer, nyde godt af grundlæggende politiske rettigheder og få disse krav eller præferencer taget i betragtning af disse eliter. Det er ikke så underligt, at Hvis demokrati "koges ned" til dette alene, ville der i de følgende årtier være mange kritikpunkter af det liberale demokrati. Er Dahls beskrivelse trods alt det bedste, man kan stræbe efter, når det gælder et samfunds deltagelse i politik? Bemærk også, at Dahls tilgang ikke (i det mindste ikke direkte) inkorporerer karakteristika, der henviser til velfærdsniveauer eller sociale rettigheder. Mens man kanargumenterer for, at det er mere sandsynligt, at et polyarki er i stand til effektivt at fremme sin stræben, kan der også være politiske regimer i denne kategori, der overser det.

Der er en anden lære at drage af Dahls banebrydende arbejde, og den har akademiet mere end taget til sig i løbet af det sidste halve århundrede. Det er en fejltagelse at engagere sig i en terminologisk diskussion om demokrati. Det, der virkelig betyder noget, er at se hvilke karakteristika, der definerer den, og i høj grad hvilke rettigheder og friheder, den har Uanset om det er på basis af fire ideelle kategorier, som foreslået af Dahl, eller andre, man kan komme i tanke om, eller en form for skala, så virker det meget mere præcist og stringent at måle demokrati som noget gradvist og med en bred gråskala.

I tilfældet Cuba eller ethvert andet land bør de spørgsmål, vi stiller os selv, derfor dreje sig om, hvorvidt et sådant regime respekterer og garanterer de rettigheder og friheder, som vi finder ønskelige og definerende for et demokrati, ud over etiketterne. Og selvfølgelig med en ikke ubetydelig detalje: Det ville være konsekvent, hvis vores liste over ønskelige rettigheder og friheder ikke ændrede sig i tilfældet Cuba.Med andre ord kan vi godt se positivt på, at et regime f.eks. sørger for beskæftigelse og sikkerhed til befolkningen. Men er det - eller kun det - der definerer et demokratisk regime? Hvis svaret er nej, så er det ikke,Vi bliver nødt til at lede videre.

Hvis du vil vide mere om lignende artikler Hvad er et demokrati? Dahl og polyarki kan du besøge kategorien Ikke kategoriseret .